Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagligdag og fysisk indretning

Indendørs faciliteter
A-klasserne er placeret på Arenaskolen, men har sin egen afdeling, som er afskærmet fra almen-delen af skolen. Det betyder at man som elev i A-klasserne, som udgangspunkt, kun befinder sig i denne afdeling, med mindre at man selv ønsker at være ude på skolens fællesarealer. Det meste af undervisningen i A-klasserne foregår i elevens klasseværelse. Dog er der undtagelser i specifikke fag, som har specifikke faglokaler, som er indrettet til det enkelte fag, såsom Fysik og Billedkunst. Disse faglokaler benyttes også af skolens almen-klasser, men ikke samtidigt med vores elever. Af faglokaler kan nævnes: Fysik, Billedkunst, Madkundskab, Håndarbejde/Sløjd og Idræt. 
Vores Madkundskabslokale er et stort og rummeligt lokale, som er indrettet til at tilbyde eleverne flere stationer, hvor de kan udforske madlavningskunsten og de dertilhørende processer. Som oftest vil lærerne præsentere en særlig ret og gennemgå den teoretiske del i klassen, for derefter at tage klassen med over i Madkundskabslokalet, for at prøve kræfter med selv at lave retten, hvortil klassen spiser sammen afslutningsvist.

Til Idrætsundervisningen benytter vi som udgangspunkt vores store gymnastiksal, som er beliggende lige ved siden af skolen. Den er stor og mangfoldig, idet den indebærer mulighed for mange forskellige aktiviteter såsom: håndbold/fodbold, badminton, basketball, dans, styrketræning, forhindringsbaner mm. Bagved hallen ligger en stor græsplæne, som vi en gang imellem benytter os af, når vejret tillader det. Det er ikke et krav at skifte tøj eller gå i bad efter idræt – vi opfordrer dog til at have en deodorant med til bagefter.

Auditorium
På skolen har vi et auditorium, som kan bookes via Aula. Rummet er opbygget via rækker af behagelige stole, sådan som man kender det fra biografens opsætning. Her kan man se film eller udsendelser og en gang imellem anvendes rummet til undervisning eller hyggelige arrangementer. 

 

Bevægelsesrummet: ”Abeburet”
Tæt placeret på Arenaskolens almen-SFO, er vores fælles bevægelsesrum som vi i daglig tale kalder ”abeburet”. Her kan man svinge sig rundt, hæve sig op i ribberne og få brugt nogle kræfter. Det kan være et godt sted at få aktiveret kroppens forskellige muskler, eller få strækket dem godt ud – for derigennem at opnå en sensorisk ro og efterfølgende low arousal.

 

Skolegården
A-klasserne har sin egen afskærmede skolegård, som ligger lige ude foran vores bygning. Den er afskærmet i form af nogle træplader, som indikerer at det er A-klassernes skolegård, og som eleverne fra almenafdelingen ved at de ikke må gå igennem. I vores gård har vi en populær sansegynge, som mange af vores elever bruger i frikvartererne – både alene og sammen. Vi har desuden en sandkasse, bænke, en vippe til at øve motorik og balance samt en lille streetfodboldbane med gummiunderlag. Rundt omkring vores afdeling, finder man forskellige træningsmaskiner og basketballkurve, som ligeledes kan benyttes af vores elever. Bevæger man sig ud på den anden side af afgrænsningen, finder man store legepladser og fodboldbaner, som benyttes af vores almenafdeling – nogle gange i fællesskab med nogle af A-klassernes elever.