Velkommen til A-klasserne
A-klasserne er et undervisningstilbud for elever med udfordringer inden for autismespekret
eller udfordringer der minder om disse. Langt størstedelen af vores elever har en
autismediagnose, men det er ikke nødvendigt at være diagnosticeret for at blive visiteret til Aklasserne. A-klasserne er som udgangspunkt for elever med indlæringsmæssige
forudsætninger indenfor normalområdet. Der er dog også elever med indlæringsmæssige
forudsætninger lige under og over normalområdet.
A-klasserne er kendetegnet ved en tydeligt struktureret hverdag, som indebærer en grundig
forberedelse af eleverne, hvor der tages højde for deres latenstid ift. skift af aktiviteter. Vi
arbejder ud fra en øget grad af forudsigelighed – hvorfor dagen og ugen er struktureret med
faste rutiner og aktiviteter, som er velkendte for eleverne. Ligeledes er pauserne planlagt efter
elevernes individuelle behov, som eksempelvis ro/inde- aktiviteter eller planlagte
legeaktiviteter. Det prioriteres at der er en voksen til stede i pauserne til tæt guidning.
Grundet vores elevers forskellige profiler og behov, er det almindeligt at forskellige elever, kan
have særaftaler med personalet ift. mødetidspunkter, pauser, frokost mm. for at kunne
tilgodese eleven og skabe en tillidsfuld relation til elevens pædagogiske personale. Til hver
klasse hører et fast team bestående af 2-3 lærere og pædagoger. Personalet planlægger
undervisningen ud fra de individuelle behov i fællesskabet, hvor der også
undervisningsdifferentieres, således at den faglige og sociale udvikling hos den enkelte elev
tilgodeses.
Vores klasser er ikke bestående af rene årgange, som det ses i almenklasserne. Men er
derimod integreret på baggrund af faglige og sociale kompetencer. Der kan dog maksimalt
være 3 årgange samlet i den samme klasse, for at bevare et vist aldersspænd. Det vurderes
årligt, om der er behov for justeringer i klasserne. Vores børnehaveklasse (0. klasse) er som
udgangspunkt en klasse bestående af rene 0. klasses elever. Derudover er der
aldersintegration i grupper. Der er typisk 6-10 elever i hver klasse.
A-klasserne er placeret på Arenaskolen, som er en almen skole. Vi har vores egen afdelingen
som er placeret i den anden ende af skolen, hvilket både giver et afskærmet, roligt og trygt
miljø for vores elever med særlige behov, men samtidig tilvejebringer gode mulighed for
overgang/afprøvning/praktik i almen. For nogle elever, er det vigtigt at vide, at de kan spejle sig
i børn og unge, som ikke har diagnoser.
SFO: Guldminen
I 2024 blev der etableret en integreret SFO: Guldminen for elever fra A-klasserne på skolen.
Elever, der starter i 0. klasse efter 2024, tilknyttes Guldminen. Guldminen fungerer i tilknytning
til Arenaskolens almene SFO, men med egne lokaler og personale. Der arbejdes med
tilknytning til almen SFO i det omfang dette er relevant for den enkelte elev. I Guldminen
arbejder personalet videre med de genkendelige og trygge rammer fra skoledagen i Aklasserne. Eksempelvis er der faste dage med ture og dage hvor de går i hallen. Noget af
personalet i Guldminen er overlappende fra skolen.
Rammerne og den pædagogiske tilgang.
Hvert klasserum er indrettet overordnet ens, for at skabe en genkendelig rød tråd for eleverne
helt fra deres spæde start i børnehaveklassen og frem til deres afslutning i 9. klasse.
Gennemgående er, at hver elev har sin egen plads med afskærmning på begge sider – disse er
som udgangspunkt placeret langs væggene i klasserne. Dertil er der fællesborde, som typisk
er placeret i midten af klassen (opsætningen kan variere efter klassens ønsker), men også ved
fællesbordet, har man sin egen faste plads. Til de fleste aktiviteter, er det muligt at vælge, hvor
man helst vil sidde og arbejde. Udover dette har hver klasse grupperum, som kan benyttes til
at arbejde i ro.
I afdelingen arbejdes der overordnet med en low arousal-tilgang, som også indebærer et fokus
på elevernes individuelle sensoriske behov. Da vi har elever med forskellige udfordringer og
behov, er der tilrettelagt faste indlæringspauser i undervisningen, som typisk indebærer en
runde rundt om skolen, for at få lidt luft til hovedet og bevæget kroppen. Dette skyldes, at vi
ved at elevernes individuelle koncentrationstærskel er forskellig, men at de alle har gavn af de
faste ”luftere”.
Vores tilgang til arbejdet med vores børn er inspireret af TEEACH principperne, som
understøtter elevernes behov for forudsigelighed, visuel støtte, gentagelser, faste rutiner og et
fast pædagogisk personale (klasseteam), som understøtter elevernes udvikling af deres
eksekutive funktioner, såsom koncentrationsevne, impulskontrol og arbejdshukommelse.
Der er en inkluderende dagbehandler tilknyttet A-klasserne, som har en
forebyggende/brobyggende funktion, hvor nogle af eleverne har individuelle elevsamtaler 1
gang om ugen og derudover efter behov. For at skabe en relation til eleverne, er han også
tydelig i sin tilstedeværelse på skolen, hvor dele af hans dag består af observationer i
klasserne.
Fag, opstart og trivsel
Eleven tilbydes fuld fagrække jf. folkeskoleloven, men der er mulighed for tilpasning ud fra
individuelle behov. Der er mulighed for fritagelse fra enkelte afgangsprøver, det forsøges dog
altid at give alle eleverne mulighed for at gå op til samtlige afgangsprøver.
A-klasserne har fokus på at vores elever bliver så dygtige som de kan. Derfor er det et
kontinuerligt fokus at vurdere, hvilke læringsfællesskaber eleven vil profitere af.
Deltagelsesmuligheder og eventuelle øvebaner vurderes løbende af det pædagogiske
personale i samarbejde med eleven og ved dialog med forældre.
Eleverne er i det omfang de kan, med til indskrivningssamtalen og overleveringssamtalen.
Eleverne inddrages i samtaler om hvad der går godt, hvad der udfordres og hvilke aftaler der
så laves. Der arbejdes efter princip med elevinddragelse.
Der er tæt opfølgning mellem skole og hjem ud fra de behov der kan opstå. Der er
forældresamtaler og revisitationssamtaler. Derudover kan forældre også ønske
sparring/forældrerådgivning hos den inkluderende dagbehandler.
Såfremt personalet eller forældrene bliver bekymret for elevens trivsel, kan der hurtigt ønskes,
arrangeres og afholdes trivselssamtaler eller opfølgningsmøder med afdelingsleder,
inkluderende dagbehandler, klassens personale samt forældre.