Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sanserum

Som et nyt tiltag i A-klasserne, har vi oprettet et sanserum i vores afdeling, som er tilegnet vores elever. Et sanserum er et afgrænset lokale, hvis funktion er at skabe et afslappende og trygt miljø. Rummet er nøje indrettet til at stimulere de forskellige sansemodaliteter. 

Formål med sanserummet
Sanserummets formål er at tilbyde eleverne et særligt rum, hvor de via rummets indretning, redskaber og stemning kan opnå en både indre- og ydre ro og dermed komme i stabilt arousal niveau. Dette skal være med til at sikre en balanceret og god trivsel for vores elever, så de kan opnå en god skoledag. For størstedelen af vores elever med særlige udfordringer, er fundamentet for en god skoledag, at man har ro og balance i sit nervesystem. Det kan være nødvendigt med små indlæringspauser fra klasserummet, hvor man kan være i ro og aktivt tilvælge, hvilke sensoriske stimuli man ønsker og har brug for (dette hjælper vores personale også eleverne med, hvis de ikke selv er klar over det).

Sanserummets indretning
Sanserummet er indrettet på en særlig måde, som minder om en tryg, mørkebelagt hule. Rummet er opbygget af forskellige små afdelinger, som hver især tilbyder eleven noget forskelligt. Faktorer som mørke, lys, farver, lyde, stilhed kan tilvælges og sammensættes af den enkelte elev. Det er også muligt at flytte rundt på specifikke elementer i rummet, således at det tilpasses til elevens præferencer i forhold til komfort og bevægelse. Som eksempler på redskaber, kan nævnes en vægophængt boblevæg, som med dens lyseffekter og beroligende bevægelser af boblende vand, stimulerer synssansen og beroliger nervesystemet. Et andet eksempel er vores ”ocean projektor”, som både kan stimulere elevens synssans ved at lyse op med farver, samtidigt med at der er mulighed for at stimulere elevens auditive sans, ved at afspille ASMR-lydfiler (såsom lydfiler med regn, havet, blæst mm.). I sanserummet finder man også ting til at stimulere elevens taktile sansemodalitet, som man kan ligge og dimse med i fred og ro.

 

Det er muligt at benytte sanserummet i op til 30 min. ad gangen pr. elev sammen med en medarbejder. Det er muligt at få noget særlig trykmassage af personalet, hvis dette ønskes af eleven.

Anvendelse af sanserummet
For mange børn med autisme, fylder sensoriske inputs i løbet af dagen enormt meget, og koster meget energi. Dette skyldes at autistiske hjerner har sværere ved at frasortere irrelevante sanseindtryk sammenlignet med neurotypiske hjerner uden autisme. I praksis betyder dette, at autistiske hjerner derfor bruger markant mere energi i løbet af dagen, på at forholde sig til både relevant og irrelevant stimuli. Overført til en skolemæssig kontekst, betyder dette at vores elever i A-klasserne, bruger en masse energi på både at forholde sig til de faglige inputs de modtager i undervisningen, det store analyse- og navigeringsarbejde der ligger i at være en del af en social kontekst, samt de andre elevers lyde, lugte mm. Derfor ser vi en nødvendighed i at give eleverne muligheden for at lade op, både sensorisk og i forhold til arousalniveau – således at der kan opnås et roligt nervesystem, via forskellige regulerende tiltag.

I løbet af en skoledag, kan der eksempelvis være brug for:

  • At kunne være i rolige omgivelser væk fra sine klassekammerater og kunne fordybe sig i forskellige sensoriske elementer uden snak og andre lyde, som eleven ikke selv vælger.
  • At anvende sanserummet som et slags terapeutisk rum, hvor samtaler om følelser, tanker, venskaber, konflikter mm. kan få en plads. Vi ved at de rette sensoriske stimuli kan aktivere en bedre adgang til vores tanker og følelser, og derved bliver det nemmere at kunne reflektere over både gode og svære oplevelser. Her kan der benyttes lys, bolde med følelser på, dukker mm. til at kunne illustrere hvilke følelser der bor i eleverne.
  • Stillesiddende bevægelsesaktiviteter som stimulerer nervesystemet og forbedrer motoriske færdigheder.
  • Trykmassage til at skabe ro i nervesystemet.